Skip to main content

Tiden er knap i den danske folkeskole, og du skal være effektiv i din forberedelse, hvis du skal nå den i din arbejdstid. Og det skal du, for du bliver ikke betalt for at arbejde i din fritid. Som ny lærer må du acceptere, at du ikke altid kan være forberedt til fingerspidserne. Find derfor nogle løsninger, der kan være dig til hjælp. 

Fordybelsesperioder

Forbered dig periodevis, så du lægger al energi i din forberedelse en uge eller den tid det tager at finde, sammensætte og kopiere et forløb. De andre uger kan du have højere fokus på elevsamtaler, elevplaner, skole-hjem-samtaler og alle de små ting, der hober sig op. Hvis du forbereder dig dagligt, risikerer du at brænde ud. Man skal overskue mange ting som lærer, og du kan derfor hjælpe dig selv med disse fordybelsesperioder. 

Fællessamlingen

Hver kommune har en fællessamling, der indeholder en enorm mængde undervisningsmateriale til udlån. Det er som regel en god idé at bestille materiale i god tid, da mange lærere i kommunen kan have fået samme idé som dig til et forløb om biodiversitet. Af samme grund kan fællessamlingens udlånsstatus få afgørende betydning for din årsplanlægning af faget. Det er som regel muligt at besøge fællessamlingen, og det kan være et ganske glimrende sted at lave en del af din årsplanlægning. Du vil typisk kunne finde stedet ved at søge på Center for Undervisning CFU i din kommune.

Materialebase

Bed bibliotekaren eller en anden kollega om at vise dig skolens egen materialebase. Der kan være masser af hjælp at hente på de tætpakkede reoler i skolens eget arkiv. Mange bøger har tilknyttet et engangsmateriale, der skal bestilles fra forlaget. Husk at bestille et par ekstra eksemplarer i tilfælde af nye elever i løbet at skoleåret. Vær sikker på, du har fået lov til at bestille materialet hjem. Mange skolers budget er så stramt styret, at der dårligt er råd til engangsmaterialer, og du risikerer at skulle stå skoleret ved din administrative leder, hvis du køber ind uden tilladelse. 

Din egen materialebank

Hav masser af materiale, så du altid kan hive en ny opgave ud af ærmet, hvis dagens program afvikles på kortere tid end forventet, eller nogle elever er hurtigt færdige. Lad eleverne have flere forskellige muligheder for at arbejde videre. De kan have en grammatikmappe, måske adgang til faglige programmer på computer eller tablet, værksteder i klassen, hvor de træner eller repeterer de færdigheder, I arbejder med (matematikstykker, regnehistorier, boganmeldelser, analyse af malerier, ordklasselege eller spørgsmål til dialog på engelsk). Spørg dine kolleger til råds, hvis du mangler inspiration. De har med garanti både skabet og hovedet fuld af gode idéer. 

Skab rutiner så børnene kan holde sig selv i gang.

Den dybe tallerken er opfundet

Når du starter forberedelsen af et nyt emne, så gå på nettet og undersøg, hvad der findes om emnet i forvejen. Lærere og forlag deler rundhåndet ud af gode idéer. Der er ingen grund til at lave det hele fra bunden, når andre har udtænkt, afprøvet og fundet et undervisningsmateriale, der swinger. Gør det til dit eget ved at blande forskellige materialer eller tilsæt krydderi fra din egen gemmer. Alternativt kan du følge det slavisk. Ingen vil vide forskellen, og så længe det fungerer, er alle glade. Bare fordi man er uddannet lærer, har man ikke per definition en drøm om at udgive sit eget undervisningsmateriale. 

Forhør dig, hvilke forlag og læringsportaler din skole abonnerer på. Og husk, at der altid er rum for justeringer undervejs i et forløb. 

Checklister

Lav lister over de ting, du skal huske. Så undgår du at stresse over, hvad du har glemt. Listen kan være uendelig med småting, der kan have afgørende betydning – f.eks. blyanter til stjerneløbet eller ændring af tidspunkt for besøg af den lokale præst. 

Har du ting, der skal nås inden et bestemt tidspunkt, så find et hul i din kalender og sæt en alarm i din telefon. Slet derefter opgaven fra huskelisten i din hukommelse. Du brænder ud som et lys i blæsevejr, hvis du konstant skal forholde dig til alle de ting, du skal nå.

Tag noter

For at hjælpe dig selv, når du skal skrive elevplaner eller have samtaler med forældrene, kan det være en idé løbende at tage noter om eleven. Måske har du et bedre system, eller måske er du bare typen, der husker alle detaljerne, når du kommer under pres. I så fald kan du glemme alt om dette punkt.

Sæt eleverne i sving

Husk, at elever også lærer af at være med til at forberede undervisningen. Lad dem hver forberede et spørgsmål til Quiz og Byt (Cooperative Learning). Det er en aktiv måde at evaluere et emne på. Bed dem lave et læseløb over Christian d. 10., opfinde en leg om tillægsord eller lad dem lave et vendespil med plus- og minusstykker til stikbold.

Lad dem klippe de 120 ord ud, du ville have brugt en time på. De kan gøre det på fem minutter. 

Inddrag dem i tilblivelsen af aktiviteterne. Børn er fulde af fremragende idéer. Mange ting kan opstå i øjeblikket. Alt kan ikke planlægges på forhånd. Grib idéerne, hvis de er relevante, også selvom det er på bekostning af dagens program. 

Brug dig selv

Håndtagstimerne, hvor du først ved, hvad I skal lave, i det øjeblik du tager i håndtaget til klassens dør, kan være magiske. Elever elsker at høre historier fra det virkelige liv, så bring dig selv i spil. Fortæl om dengang du var Gardehusar for Dronningen, eller om dit besøg hos en oldgammel shaman i Sibirien. Den slags kan vække både drømme og fantastiske fortællinger i elever, og du ender med at have inspireret flere, end du ville have gjort med den artikel om Europa-Parlamentet, du aldrig fik printet ud til lejligheden. Men husk, håndtagstimer er undtagelsen snarere end reglen.

Rutine

Skab rutiner i klassen. Om mandagen har I f.eks. diktat, onsdag står der grammatik på programmet, torsdag og fredag arbejder I med et fagligt emne. Lær eleverne en arbejdsgang, så de ikke spørger ind til, hvordan de griber træning af staveord an, men nøjagtigt ved, at de skal finde en makker og følge en skabelon. Gør rutinerne tydelige ved at hænge dem op. Lad også eleverne vide, at når de er færdige, eller mens de venter på hjælp, kan de altid holde sig selv i gang med en række tilgængelige opgaver, uden at du pinedød skal involveres. Rutiner frigiver overskud. Du skal bare sikre dig, at der er løbende variation. Rutiner kan også blive trivielle og dræbende kedelige. 

Rettearbejde

Der er ingen tvivl om, at rettearbejdet er størst i udskolingen. Når du skal rette dine elevers opgaver, så hold for øje, hvad deres fokuspunkt var. Skulle de have særlig opmærksomhed på kommatering, eller var indholdsdelen den vigtigste. Man kan også fortælle sine elever, at i denne aflevering læser du det hele, men retter kun en af siderne.

Bliver detaljegraden af rettelser i afleveringen for høj, er det både demotiverende for dig og eleven til næste aflevering. Selvom elever forventer karakterer i udskolingen, er en udtalelse ofte langt mere lærerig. Brug derfor tid på en ordentlig feedback. 

Der findes mange gode rettetips på nettet. Du kan også spørge din teammakker, hvordan han griber retteopgaven an. 

IT-platforme

Den daglige, digitale information og kommunikation med skolens medarbejdere, forældre og samarbejdspartnere foregår i dag på mange forskellige platforme og varierer både på skoler og i kommuner. Det er svært at give noget generelt overblik over IT-platforme i folkeskolen, da de er mange, under hastig udvikling og jævnligt erstattes af nye. Derfor er det nødvendigt at sætte dig ind i, hvilke platforme man bruger på netop din skole og i din kommune. 

Kommunikerer man med forældrene via Aula? Informerer man elever og deler materiale via Google Drev eller Min Uddannelse? Har din kommune et særligt sikret Intranet, eller hvordan sender man personfølsomme oplysninger til eksempelvis psykolog eller kolleger? Benytter lærerne og ledelsen Outlook til den daglige kommunikation? Mulighederne er uendelige og flere muligvis forældede inden skoleåret er omme. Du kan derfor vælge at danne dig et overblik og holde dig ajour eller tage den med ro og benytte de platforme, din skole benytter og stole på, at nogen vil informere dig, hvis platformen pludselig ændrer navn, karakter og politik.