De to ulve
En gammel indianerhøvding lærer sit barnebarn om livet.
“Inde i dig er der en kamp i gang”, siger han. “To ulve kæmper mod hinanden. Den ene repræsenterer vrede, misundelse, sorg, fortrydelse, arrogance, selvmedlidenhed, skyld, had, hovmod, løgn, tvivl og egoisme. Den anden repræsenterer tro, håb, kærlighed, fred, ydmyghed, venlighed, empati, gavmildhed og sandhed.”
Barnebarnet sidder et øjeblik og tænker.
“Hvilken ulv vinder?” spørger han.
Høvdingen ser barnebarnet i øjnene og svarer:
“Den, du fodrer.”
Det er afgørende at skelne mellem, hvem man er, og hvad man gør. Børn er aldrig forkerte, men deres handlinger kan være uhensigtsmæssige. Når der opstår konflikt eller gentagende negativ adfærd, er det vigtigt at være nysgerrig på, hvorfor barnet gør sådan. Ikke hvorfor barnet er sådan. Ved at give barnet en følelse af, at han altid er god nok, som han er, styrker du barnets tro på sig selv og på, at hans udfordringer ligger i adfærden, og den kan ændres. Dette syn på barnet smitter af på resten af klassen, der lærer at se på handlingen i stedet for eleven som et problem. Det er samtidig langt mere effektivt at behandle en handling, og de fleste elever kan komme med eksempler på, hvornår de selv har prøvet at råbe grimt efter nogen eller holdt andre udenfor i en leg. Således undgår man at stigmatisere en elev og udstille ham foran klassen men i stedet gøre ham til en del af et omsorgsfuldt og trygt fællesskab. Som børne- og ungepsykiater Søren Hertz siger: Børn fortæller med deres adfærd, hvad de har brug for.
Afsæt tid til klassemøder, pigemøder, drengemøder samt samtaler med eleverne hver og én. Forsøg at nå forbi alle elever i løbet af hverdagen. Ikke hver dag, for det er ikke muligt, men over en periode. Det kan ofte være de samme elever, der får din opmærksomhed, mens de stille elever eller dem, der ikke selv opsøger voksenkontakt, glemmes.
Eleverne kan også deles i køn eller andre typer grupper på tværs af årgangen i arbejdet med trivsel for at styrke fællesskabsfølelsen for aldersgruppen og ikke kun i klassen. Der ligger mange gode trivselsforløb på nettet – se Trivsel på Nyttige links. Dit lokale CFU har også læremidler, du kan booke til emnet.
Grin med dine elever
Følelser smitter. Oplever eleverne, at dit humør skifter, alt efter hvordan din dag går, forstyrrer det trygheden og går ud over din relation til eleverne. Dine negative følelser må ikke være styrende for din professionelle adfærd. Omvendt kan du med positive følelser være med til at skabe et trygt og opbyggende læringsmiljø.
At grine udløser lykkehormonet endorfiner, som både giver energi til at lære nyt men også dræber stresshormoner som kortisol. Ud over den kemiske virkning, er grin og godt humør med til at give børnene en følelse af, at det er sjovt at gå i skole. Jamen skal det da være det? spørger nogen måske. Ja, hvorfor ikke? Hvem er ikke langt mere motiveret, når undervisningen er sjov, end hvis man frygter lærerens vredesudbrud eller har svært ved at læse hans manglende mimik? Når elever er i alarmberedskab overfor en lærers adfærd, udskilles netop stresshormonet kortisol, som er hæmmende for læring og udvikling. Det er desuden på længere sigt skadeligt for blandt andet elevernes fordøjelsessystem, og derfor kan man ofte opleve stressede elever klage over ondt i maven ved længerevarende stress.
Ved at skabe et positivt læringsmiljø med plads til at grine og have det sjovt, skaber du samtidig de bedste lærings- og trivselsbetingelser. Forskning viser, at positive emotioner udvider vores intellektuelle, fysiske og sociale ressourcer og opbygger reserver, vi kan trække på, når vi står overfor nye udfordringer (Kilde: amr. forsker og psykolog Barbara Fridrickson)
Og så gør det jo heller ikke noget, at det gode humør også smitter af på dig og din arbejdsglæde.
Og helt ærligt – hvilket klasselokale ville du selv gå ind i, hvis du fik valget? Dét hvor læreren er smilende, imødekommende og smider en sjov anekdote for at gøre undervisningen mere vedkommende og ruske op i flokken? Eller dét hvor læreren fører eleverne gennem fagligt stof i en alvorlig tone uden plads til overraskelser og godt humør?
Ros og anerkendelse
Vær bevidst om forskellen på ros og anerkendelse.
Ros er en vurdering af, at eleven har klaret sig godt. ”Hvor er du dygtigt til at tegne”. ”Hvor var det flot, at du rakte hånden op så mange gange i timen i dag”. Det er en måde at styrke elevens selvtillid men sjældent en form, der udvikler eleverne.
Anerkendelse er at fortælle eleverne, at du har set dem samt bevidne dem: ”Har Emil lavet skarnstreger igen, siden du har tegnet ham inde i skuret? ”. ”Jeg lagde mærke til, at du har haft hånden oppe tre gange i denne time, lige som vi aftalte, du skulle øve dig i”. Ved at vise eleverne interesse og respekt, får eleverne blik for deres ressourcer. Dermed udvikler de selvværd og har ikke behov for at opsøge ros. Og der er altid noget, at anerkende barnet for.
Observationer
En lærer kan umuligt se alt. Får du gæster i klassen eller har en anden voksen med i din undervisning, vil de opdage andre ting, end du har fokus på. Hvis der er mulighed for det, kan det anbefales at bruge tid på at observere din egen klasse, når den har timer med en anden lærer. Du kan også få en anden til at lave observationer i dine timer og tage åbent imod den læring, der følger med. Det kan give dig information om, hvad der sker mellem eleverne på tidspunkter, hvor du ikke har en chance for at se det. Og du vil sikkert opdage, at der er temmelig meget, en lærer ikke ser. Det er helt naturligt og derfor ingen skam, men tværtimod en stor hjælp at få indsigt i.
Venskabsklasser
Har din skole en venskabsklasseordning? Ellers skulle den måske få det? Både små og store elever kan have glæde af at have en venskabsklasse. Det kan for eksempel være en 4. klasse, der er venskabsklasse med en 0. klasse. Sammen kan man jævnligt lave forløb af både faglig og social karakter. Venskabsklassen kan eksempelvis hjælpe de små elever til motionsløbet, være støtte og guide i udvalgte frikvarterer, tale med dem om trivsel eller gå på biblioteket og læse for eller med dem.
National klageinstans mod mobning
I august 2017 oprettede Dansk Center for Undervisningsmiljø – DCUM en klageinstans mod mobning for at sikre, at skoler tager mobning alvorligt og reagerer på problemet.
Klageinstansen kan bruges af elever og forældre, der oplever, at skoler ikke griber tilstrækkeligt ind i en mobbesag, eller hvis skolen ikke har en antimobbestrategi eller handlingsplan for problemstillingen. En klage sendes først til skolen, og hvis skolen ikke griber ind, kan klagens sendes videre til Den Nationale Klageinstans mod Mobning.
Hvis du bliver opmærksom på mobning eller får en henvendelse fra en elev eller forælder, kan du vurdere situationen ved at benytte værktøjet “Hvornår er det mobning” på DCUM’s hjemmeside. Her ligger også en handleplan for, hvordan du arbejder videre med problemstillingen ved blandt andet tidligt at inddrage forældre og ledelse. Handleplanen skal laves inden 10 dage efter, at klagen er indgivet.
